Hvis du er som de fleste, så synes du sikkert, at argumenter vejer tungere, hvis de har noget videnskab i ryggen.

Du er nemlig klar over, at enhver jo kan påstå alt muligt og at man ikke skal tro på alt hvad man læser eller hører.

Men det betyder formentlig også, at når du læser eller hører frasen ”Et studie har vist…” så er du meget mere lydhør.

Ja, måske kommer du faktisk ubevidst til at slå dit kritiske filter fra, så du tager påstanden for gode varer.

Især hvis den kommer fra en selvsikker afsender, der virker som om, at han har styr på emnet, han taler om.

Og det er ikke tilfældigt, at jeg siger ”han”.

For mit feed på sociale medier bliver mere og mere fyldt med korte klip med midaldrende mænd, der med stor autoritet og entusiasme beretter overbevisende om fantastisk forskning, der – ifølge dem – fortæller os hvordan vi skal leve hvis vi vil undgå sygdom, være sunde eller optimere vores kroppe.

(Jeg er med på, at mit feed også afspejler mit forbrug, men jeg gætter på, at du også har bemærket tendensen. Medmindre du næsten religiøst holder dig til kattevideoer eller strikkeopskrifter. I så fald: Godt gået!🤩)

Problemet er bare, at påstandene i mange af den type videoer, enten er unuancerede, misvisende eller slet og ret forkerte.

Men fordi de taler om studier, fremstår de troværdige for alle os, der vægter videnskaben højt.

Og derfor får påstandene nemt en plads i vores hjerner, hvor de kan dirigere os i en forkert retning, flytte fokus fra det, der virker eller bare forvirre og overvælde os, så vi ikke ved hvad vi skal ændre i vores liv.

Eller hvordan vi bedst hjælper andre.

Et godt eksempel er det klip, jeg reagerede på, på Instagram forleden: Her fortæller en mand om et ”fantastisk studie” fra Holland, hvor 300 børn blev kureret for ADHD ved at følge en kost fri for ”crap”.

Er man forælder til et barn med ADHD, kan sådan en video nemt få én til at tænke:

”Jeg burde fjerne alt det usunde fra hans kost og aldrig lade ham få slik, kage eller is.”

Og så bliver det altså svært at deltage i børnefødselsdage på lige fod med klassekammeraterne – for bare at nævne én udfordring ved at forsøge at kontrollere adfærd med en restriktiv kost.

Men som du kan læse i mit opslag, var denne herres fremlæggelse af studiets resultater helt forkert. Fx var det kun 41 børn, der fulgte en særlig diæt – ikke 300.

Og vigtigere endnu: De positive resultater, de fandt i studiet, står helt alene; andre studier har slet ikke fundet denne effekt – hvilket er et stort rødt flag.

Jeg håber, at jeg med det eksempel har gjort dig en anelse mere skeptisk overfor formidling, der udnytter din ellers fornuftige tillid til videnskaben.

(Du var muligvis allerede über-skeptisk inden. I så fald undskylder jeg hermed for min mansplaining.)

Men jeg vil også gerne lige nå at dele min egen tilgang til den slags påstande, med dig.

Altså påstande, der typisk starter med en sætning a la: ”Et studie har vist….”.

Den består nemlig at tre simple spørgsmål:

1. Hvilket studie er der tale om?

Ofte er studiet, som de taler om, slet ikke nævnt. Især ikke når videoerne videredeles på andre profiler.

Hvis ikke du finder frem til det specifikke studie, så ved du nu, at formidlingen af studiet kan være enormt misvisende. Og at du derfor ikke kan regne med det, der bliver sagt.

(Jeg vil i øvrigt råde dig til at få din information om sundhed fra folk, der – som minimum – altid linker til de studier, de baserer deres påstande på.)

Hvis du finder ud af, hvilket studie der er tale om, så kan du stille næste spørgsmål:

2. Hvad viser studiet i virkeligheden?

Medmindre du er vant til at læse videnskabelige studier, er det her er sværeste spørgsmål at få svar på.

Men du kan prøve at kigge efter, om påstandene i det klip, du har set, matcher det, der står i studiets resumé.

Hvis formidlingen har overdrevet resultaterne, så er den formentlig generelt ikke troværdig. Og hvis forskningen er lavet på mus eller celler i en petriskål, så kan den ikke bruges til at fortælle om effekter i mennesker.

Uanset om studiet viser det, som afsenderen påstod, eller noget helt andet, så kan ét studie aldrig afgøre noget. For alle studier er behæftet med fejl, der kan give misvisende resultater.

Den slags fejl ”udlignes” mere og mere, jo flere studier, der bliver lavet. Derfor er det sidste spørgsmål:

3. Hvad viser andre studier på området?

Hvis du er vant til at søge videnskabelig litteratur, skal du søge på oversigtsartikler (reviews) og metaanalyser.

Er du ikke, så kan du heldigvis gøre noget andet: Søg efter officielle vejledninger fra fx patientforeninger eller myndigheder, der ikke har en interesse i at sælge dig en bestemt tilgang.

Deres råd er typisk baseret på den samlede evidens på området, vurderet af dygtige fagpersoner.

(I tilfældet med kost og ADHD, er der konsensus blandt dem, jeg kunne finde, om, at der ikke er evidens for en særlig kosttype eller diæt til hverken børn eller voksne med ADHD. Se fx her og her.)

Det var dagens lektion i, hvordan du forholder dig kritisk til overbevisende formidlere, der virker troværdige fordi de nævner videnskabelige studier.