Du har nok hørt, at Himalaya-salt er sundere.

Det hører man i hvert fald ofte.

Og hvordan kan det ikke være sundere? Jo, fordi det er dyrere. Og fra Himalaya.

Og hallo: Det er pink! Så kan det jo kun være en superfood.

Fraset, at der i virkeligheden ikke findes superfoods (det er nemlig bare et fancy marketings-ord), så Himalaya-salt faktisk ikke sundere.

Hvis noget, så kan man argumentere for at ganske almindeligt bordsalt faktisk er et sundere valg.

Hvordan det? Man hører jo ofte at Himalaya-salt har et højere indhold af sunde mineraler og sporstoffer.

Problemet er bare, at vi indtager salt i så små mængder, at det ikke reelt er en væsentlig kilde til de næringsstoffer vi har brug for (ja, altså udover salt…).

Forskelle i det øvrige mineralindhold i salt er altså ligegyldigt.

Lige med undtagelse af ét mineral: Jod.

Dansk bordsalt er nemlig beriget med jod, fordi mange danskere ellers har tendens til at indtage for lidt jod gennem kosten.

Faktisk skrev jeg i forbindelse med min kandidat et projekt om det danske jodberigelsesprojekt (DanThyr), hvis formål var at forebygge lidelser i skjoldbruskkirtlen på grund af for lavt indtag af jod.

Og det ser altså ud til have været en ret god idé. I hvert fald for dem, der ikke i forvejen har et tilstrækkeligt indtag af jod gennem fx fisk og mælkeprodukter.

Det er altså ret smart, at vi får jod gennem ganske almindeligt bordsalt.

Men ved du hvad? Himalaya-salt er IKKE beriget med jod.

Det betyder altså, at på trods af, at det lyserøde salt hævdes at være en bedre kilde til mineraler, så er det netop ikke beriget med det mineral, som man kan have brug for gennem sit saltindtag.

Det er da lidt paradoksalt, ikke?

Med andre ord:

Himalaya-salt er dyrere, og ikke et sundere valg. Det almindelige bordsalt, er mindst lige så fint.

PS:

Himalaya-salt er langt fra den eneste sundhedstrend, der ikke holder vand i virkeligheden.

Derfor spilder mange mennesker både tid og energi på produkter og vaneændringer, der i bedste fald ikke har nogen positiv effekt.